Årtier før hendes arbejde påvirkede beslutningstagning på Pentagon-niveau, var Sara Jane (Bailey) Haehl '72 overflyttet studerende på Franklin College, nygift, pendlede dagligt og forberedte sig på en karriere inden for uddannelse.

"Hvad andet skulle en kvinde med matematik som hovedfag lave på det tidspunkt end at undervise?" sagde hun og delte en følelse, der afspejlede tiden mere end en personlig tvivl.

Efter endt uddannelse fulgte Haehl en traditionel vej, tog sin bachelorgrad og vendte tilbage til sin hjemby Shelbyville, Indiana, for at undervise i matematik på gymnasieniveau. Hun nød at genoptage kontakten med sine tidligere lærere og hjælpe elever, men med tiden følte hun sig begrænset af rollen.

"Jeg elskede at undervise, men ikke kantinevagten og biblioteksovervågningen, og aldrig at kunne forlade bygningen," sagde Haehl. "Der var flere faktorer, der fik mig til at indse, at jeg ikke ville undervise resten af ​​mit liv."

Næsten to år inde i sin lærerkarriere bød Haehl velkommen til fødslen af ​​sin første datter og begyndte at blive hjemme på fuld tid. Et år senere blev hendes anden datter født, kort efterfulgt af en tredje. Midt i at opdrage en ung familie følte hun også en voksende trang til at fortsætte sin uddannelse.

"Jeg færdiggjorde en kandidatgrad i matematikdidaktik på IU i 1976 og prøvede stadig at finde ud af, hvad jeg ville lave bagefter," huskede hun. Da Haehl overvejede en karriere inden for regnskab, opstod der en uventet mulighed, da National Science Foundation og Purdue University skabte en vej ind i elektroteknikuddannelsen for kvinder, der allerede havde en uddannelse i matematik eller naturvidenskab.

Haehl husker, at konkurrencen om programmet var intens, med 125 kvinder, der ansøgte om de 25 begrænsede pladser. I sidste ende var det kun 17 kvinder, der gennemførte programmet, og hun var en af ​​dem.

"Det var ikke let," sagde hun. "Der var helt sikkert øjeblikke, hvor man vidste, at man var i et rum, der ikke altid havde været åbent for én." På mange måder havde hun forberedt sig på den mulighed hele tiden. Som barn arbejdede hun ofte sammen med sin far, en elektroingeniør, der drev et motorværksted, før han støttede elselskaber i hele Indiana. Elektroingeniøruddannelsen gav hende mulighed for at udøve og udvikle sine tekniske færdigheder, og hun trivedes.

Mens hun færdiggjorde sine kurser på Purdues campus i Indianapolis, accepterede hun en deltidsstilling inden for logistik på Naval Avionics Center (NAC), som lå i nærheden. Hendes arbejde der eskalerede fra teori til problemløsning i den virkelige verden, efter hun havde afsluttet ingeniøruddannelsen og accepteret et fuldtidsjobtilbud. Det var 1982, og det var begyndelsen på det, der skulle blive hendes 33-årige karriere med at lede programmer for det amerikanske militær.

Hos NAC brugte hun næsten et årti på at evaluere våben og styresystemer, fejlfinde problemer og sikre, at komponenterne fungerede effektivt sammen. Dette arbejde fik en dybere betydning under Operation Desert Storm, hvor hun hjalp med at understøtte teknologier, der blev brugt ombord på amerikanske hangarskibe. "Det får én til at føle sig belønnet, når man gør noget for landet og for dem, der er i militæret og beskytter dem. Det er en værdifuld følelse," sagde hun.

Hun bidrog også med forbedringer af antiubådskrigssystemer og lærte, at selv de mest komplekse teknologier kan afhænge af små detaljer og menneskene bag dem.

I begyndelsen af ​​1990'erne var Haehl mor til tre, skilt og på vej mod nye niveauer af uafhængighed. Indsatsen involverede mere end personlig ambition; den handlede om at opbygge en stabil fremtid for sin familie. "Jeg vidste, at jeg stod over for et glasloft inden for flådens flyelektronik, og jeg havde brug for en karriere, der ville give mig mulighed for at forsørge mine piger og planlægge min pensionering," sagde hun. Da hun blev tilbudt en stilling hos Naval Air Systems Command, flyttede hun til Arlington, Virginia, hvor hun arbejdede med antiubådskrigsførelse, elektronisk krigsførelse og andre forsvarsprogrammer. En 14-måneders udstationering i Pentagon udvidede yderligere hendes erfaring.

"Det kontor arbejdede på præsidentens private helikoptere, og jeg fik lov til at træde indenfor i en af ​​dem for at se hele systemet," sagde hun. Efterhånden som hendes karriere skred frem, fortsatte Haehl sin professionelle udvikling og tog en kandidatgrad i national sikkerhed og strategiske studier med fokus på kommando og kontrol fra Naval War College i Newport, Rhode Island. Hun husker levende, hvordan hun var i undervisningen den 11. september 2001, da nyheden om kapringer af amerikanske kommercielle fly begået af terrorister begyndte at brede sig.

"Vi kom ud på gangen og så det på skærmene," sagde hun. "De troede, at et fly havde ramt Pentagon. De var ved at evakuere bygningen." Øjeblikket understregede den virkelige indflydelse af hendes arbejde og styrkede hendes engagement i at påtage sig stadig mere strategiske roller.

I 2002 begyndte hun at arbejde tæt sammen med ledende militærofficerer og klassificerede medarbejdere på E6 Command and Control Program Office, som kommunikerer og leder militære operationer under kriser, såsom atomscenarier. I efterfølgende kommando- og kontrolroller arbejdede hun på tværs af flåde-, luftvåbnets og marinekorpsets grene og bidrog til deres fælles operationer. I en senere rolle hos Space and Naval Warfare Center, hvor hun var tilknyttet FBI med ansvar for programstyring, bidrog Haehl til systemer designet til at opretholde kommunikations- og kommandokapaciteter selv i de mest ekstreme scenarier. Hendes sidste og, som hun beskrev det, "yndlings"-stilling før hun gik på pension i 2015 var på Pentagons Office of Networks and Information Integration for Joint Command and Control, som fører tilsyn med, hvordan information flyder på tværs af militæret, hvilket sikrer, at ledere kan forstå udviklingen i situationer, kommunikere i realtid og træffe koordinerede beslutninger.

I den rolle samarbejdede Haehl med ingeniører, højtstående militære embedsmænd og civile ledere for at tilpasse programmer og nedbryde kommunikationsbarrierer. Hun opbyggede et ry for at stille de spørgsmål, som andre måske overser: "Hvad med dette?" og "Har vi tænkt over det?"

Udover sin tekniske ekspertise mener Haehl, at kommunikation var en af ​​hendes største styrker. Hun er især taknemmelig for litteraturtimerne på Franklin College, der udfordrede hende til at formulere ideer klart og gennemtænkt. "I det lange løb var den baggrund virkelig værdifuld for mig," fortalte hun. Uanset om det var at samarbejde med ingeniører, briefe militærledere eller navigere i diskussioner på højt niveau i sikre miljøer, var klarhed lige så vigtig som præcision. "Det er ligegyldigt, hvor meget viden du har, hvis du ikke kan kommunikere godt," sagde hun.

Når hun ser tilbage, ser hun ikke sin karriere i lyset af forhindringer, selvom der var mange. Som kvinde, der startede som ingeniør i starten af ​​1980'erne, stødte hun på øjeblikke med tvivl og lejlighedsvis direkte afvisning. "En ingeniørlærer fortalte os bogstaveligt talt, at vi skulle være hjemme barfodede og gravide," huskede hun.

Men da hun først kom ind i feltet og beviste sine evner, fulgte respekten efter. "Jeg har arbejdet med vidunderlige mennesker gennem hele min karriere; det har jeg virkelig," sagde hun. "Vi havde gensidig respekt." Hun tilskriver en stor del af sin succes udholdenhed, mentorordninger og en vilje til at blive ved med at lære, uanset om det betød at navigere i nye tekniske udfordringer, deltage i lederprogrammer eller blot at stille spørgsmål på højeste niveau. "Min far sagde altid til mig: 'Gå til toppen,'" sagde hun. "Hvis du har et spørgsmål, så spørg." Det var et råd, hun bar med sig fra barndommen til karrieren.

Nu, mere end et årti inde i sin pensionering, reflekterer Haehl over en karriere, der trodsede forventningerne og spændte over en ekstraordinær vifte af oplevelser. "Jeg taler ikke meget om min karriere nu; det er lidt et fremmedsprog for de fleste. Jeg fortæller normalt bare folk, at jeg har arbejdet inden for mange forskellige tekniske områder inden for programledelse og systemteknik."

Hun er fortsat en stærk fortaler for den slags uddannelse, der først satte hende på den karrierevej. "Jeg har altid følt, at uddannelse er yderst værdifuld for personlig udvikling, og en humanistisk uddannelse udvider dig på måder, man ikke altid forventer," sagde hun.

På Franklin College fandt hun den bredde gennem kurser i litteratur, historie, religion og filosofi, mens hun studerede matematik. "Franklin giver eleverne mulighed for at se, hvad der passer," sagde hun. "Det åbner døre, de måske ikke engang ved, er der."

Hendes liv står som bevis. I stedet for at følge en enkelt, defineret sti, valgte hun at træde gennem nye døre, da de dukkede op.

Haehl, bosiddende i Friendswood, Texas, var stolt over at blive inviteret i 2018 til at tale med studerende i en matematikklasse på Franklin College, hvor hun delte sit perspektiv på værdien af ​​at kombinere humaniorauddannelse med teknisk ekspertise. For nylig vendte hun tilbage til campus for at deltage i kampagnegallaen, hvor Franklin Forward-kampagnen blev offentligt lanceret.

Af: Amy (Kean) VerSteeg '96

Genudgivet fra Franklin College Magazine , sommeren 2026